Smagsprøve på Drømmesejlads og Forlis

Her er et par læseprøver fra bogen
"Drømmesejlads og Forlis"

Rejsen til Amerika om bord på det gode skib "Roselina". Betragtning om at stå for madlavningen til 11 personer, når bølgerne er STORE:

Begrebet vandret er en velkendt størrelse. Tag et vaterpas,

læg det på, læs boblens plads i glasset, og du kan se, når det
er vandret. Vandret kommer af, at vand altid stiller sig
vandret. Troede jeg. Men nu viser det sig, at i hvert fald på Atlanterhavet gælder
den såkaldte kaosteori. I tilfældet vandret betyder det, at
vandret er alle mulige retninger på skrå, kryds og tværs. Og at
det skifter næsten hurtigere end man kan tænke. Denne
påstand er resultatet af eksakt videnskab, der som bekendt
går ud på at afprøve teorier i praksis og derudfra forme en
påstand, der skal kunne gælde som forudsigelse for resultatet
af kommende afprøvninger. Teorien blev afprøvet cirka 400 sømil efter afsejlingen fra la
Gomera ikke langt fra Krebsens Vendekreds. Jeg havde med dristig selvovervurdering nappet tjansen at lave varm middag til den halve snes storspisende
langturssejlere og ladet det rygte sive, at de kunne se frem til
en herlig sammenkogt ret med ox og svinekød samt en
ovnbagt kartoffelmos og hertil frugtsalat med basis i fint
snittet hvidkål. På det tidspunkt, jeg påtog mig opgaven, gik vi for maskine i
vindstille, og derfor var alle ting på deres rette plads. Hele
tiden. Men da jeg skulle i gang blæste det frisk agten for tværs, og
skibet rullede som en sejler på vej hjem fra julefrokost. At det
ruller og vipper har vi for længst vænnet os til, men
madlavning med tre-fire gryder samt køkkenbordene fyldt
med urter, poser og værktøj har man det lidt sværere med.
Projektet blev gennemført i en reduceret udgave. Det varede
fire timer, alt slingregrej var i brug for at få tingene til at blive,
hvor jeg ønskede. Men alligevel lykkedes det et hvidkålshoved samt to løg at undfly deres skæbne. Jeg slap, hvad jeg havde i hænderne og kastede mig ned på
dørken i jagt på vegetabilierne, der fejrede friheden med at
slå sig løs i en vild fandango. Bordet i salonen er lavet af solidt egetræ, skal jeg hilse og
sige fra min hovedskal.Men de blev indfanget og kom under kniven, som jeg svang
med den ene hånd, mens jeg med den anden holdt fast i
slingregelænderet, med den tredje støttede på håndlisten,
med den fjerde disciplinerede nogle glas med tørrede
krydderier og med den femte greb en flaske vand, der skulle
dæmpe min dampende sved. Der var 27 grader ude og 37 i kabyssen, vil jeg tro. Med et
ben støttede jeg til skabssoklen, et andet stak bagud for at
holde fra og med det tredje og fjerde krabbede jeg frem og
tilbage mellem komfur og madskab. Om bord på en veritabel Rullemarie gælder ikke Newtons lov,
men Neptuns første lov. Alt, hvad der kan vælte, vælter, og
selv det, der ikke kan flyve, flyver.

Fra Middelhavet til Østersøen ad floder og kanaler med ANDANTE III. Et dagbogsnotat om at gå på indkøb på marked i la France:

Skipper om bord påtager sig med selvfølgelig autoritet også
rollen som hovmester og går i spidsen, når vi frekventerer de
lokale markeder. I Donzere ved Rhône skal vi have en stor kylling. Den ligger
pænt slagtet i skyggen under et træ, hvor bonden har
anbragt sin lille, transportable køledisk. På fransk
husmoderfacon vurderer skipper det ønskede dyr og spørger:
»Er den nu også friskslagtet?« Manden forsikrer med store
armbevægelser, at han med sine egne personlige hænder og
en økse har aflivet dyret tidligt i morges. Skipper må have set
mere end almindelig skeptisk ud, for pludselig dykker han
ned under bordet, kommer op igen helt rød i kammen og
siger: »Madame, hvis De ønsker en, der er mere frisk, må De tage
denne,« mens han vifter med en spillevende høne, så fjerene
flyver. Fulgt af kaglende latter forlader vi pladsen med den slagtede
høne, friske baguettes, gedeost, salat og tomater samt en
dunk med den lokale vin.

Hvordan et parforhold udvikler sig under en havnemanøvre:

Manden står ved rorpind og gashåndtag. Konen står i stævnen.
Nu skal de ind på plads. Der kommer et vindpust. Båden driver lidt. Så råber han:
»Kast en fortøjning i land.« Hun kaster, men linen er for kort.
»Satans,« lyder det fra styrmanden, der giver gas og styrer lige mod bolværket.
»Tag fra, tag fra,« råber han med klemt stemme.
Forgasten stikker en fod ud gennem søgelænderet, men kan
ikke stoppe båden. Hun slår anklen, båden støder ind i
bolværket, rorgængeren slår bak og båden springer tilbage.
»Læg dog for helvede en fortøjning på,« brøler han. Hun
masserer sin sårede ankel og har ikke fået orden på
fortøjningslinen.
»Hvad fanden tænker du på? Man skal s’gu da også gøre det
hele selv,« brøler han og styrter op foran, flår fortøjningen ud
af hænderne på forgasten, der fortvivlet kigger på manden.
»Ja men…« mumler hun. Manden hører ingenting. Kaster fortøjningen i land, får den
om en pæl, styrter tilbage til ror og gashåndtag. Men båden
er drevet baglæns og fortøjningen glider langsom i vandet.
Den er ikke gjort fast om bord. Konen står nu med tårer i øjnene, indtil en behjertet
bolværksmatros får styr på linen og kaster den tilbage, så
båden kan trækkes ind. »Sådan er det fan’me altid. Kvinder har ikke en skid forstand
på at sejle,« råber han og opdager, at han har glemt at lægge
en agterfortøjning på. Rød i hovedet mumler han noget om,
at den åndssvage båd ikke duer til havnemanøvrer.
Efter en stund hører man højrøstet samtale fra kahytten. Nu
skal aggressionerne ud.

Om de brovtende, bajerdrikkende danske sejlere og deres mening om tyskere:

Danske sejlere taler meget om tyske sejlere.
Man kan let få det indtryk, at de er uvelkomne gæster. Når
de har lagt deres gode euroer, ser man hellere deres hækflag
end deres bovspryd. Bagefter begynder de brovtende,
bajerdrikkende danskere at fortælle vitser om »Mutti« og
»Fritz mit der Schiffermütze,« om hvor meget de dummer
sig, hvor dårlige de er til at sejle, og hvor meget de dominerer
i havnene. Faktum er, at tyske sejlere lægger betydelig mere
vægt på søsikkerhed, end vi gør, og at deres
uddannelsesniveau generelt er bedre end vort. De forbereder
sig grundigere på deres sejlads, og de optræder med
elskværdig høflighed, hvor de kommer frem. Naturligvis er
der undtagelser, men jeg spørger bare: Hvem står altid klar til
at gribe en tovende, når man kommer i havn? Hvem tilbyder
altid at give en hånd, hvis det blæser lidt rigeligt? Hvem
hjælper til, når man skal ud igen? Det er en sejlerkammerat
fra Tyskland. Misforholdet kan bunde i, at alt for mange danskere ikke gør
sig den ulejlighed at lære så meget tysk, at de har et
elementært kendskab til sproget. I vor selvtilstrækkelighed
synes vi at mene, at vore gæster jo bare kan tale dansk.

Hvis du vil læse mere, må du have fat i bogen...