Peenemünde

Peenemünde har en lile, men hyggelig lystbådehavn. Havne- lodserne fraråder, men lyt ikke til dem.	Museet byder velkommen med en stor fly- og raketudstilling	Det er hovedsageligt fly fra DDR-tiden, og det vil sige, at de er fremstillet i Sovjetunionen
På museet ridses med plakater op, hvilken politisk kamp, der gik forud for det tyske folks valg af nazi-styret.	"Starke Hand rettet das Land" lød et af nazipartiets slagord vedt mod det politiske rod i mellemkrigsårenes Tyskland	En meget stor del af de besøgende den sommerdag, vi var der, var unge. Deres bedsteforældre levede i Det tredje Rige.
Stålhjelme gravet op af Usedoms sandede jorde.	Og endelig kommer vi til V1 - den raketbårne bombe, Hitlers vidunder-våben, der i et antal på ca. 20.000 blev afskudt mod rigets ond- skabsfulde fjernder. V'et står for Vergeltungswaffe = gengældelses- våben. Til højre ses triumfen: V2-raketten. Men den kom for sent til at kunne få afgørende betydning i 2. verdenskrig. Til gengæld ser man familieskabet med USA's og Sovjetunionens raketter fra perioden efter 1950. Forklaringen er, at de bedste teknikere og videndskabsmænd fra forsøgsstation Peenemünde allerede i de første efterkrigsår blev tilbudt job i USA og Sovjet
I sommeren 2007 skrev jeg som e-mail rejsebreve til venner og familie. Efter besøget i Peenemünde afsendte jeg en mail med bl.a. dette indhold, skrevet i Stralsund: Bewältigung er den tyske betegnelse på en form for åndsgymnastik, hvis formål er at få styr på en fortid og leve med en historie, der ikke er til at leve med, kort sagt ubærlig. I det tyske antager die Bewältigung mange former lige fra omskrivning af historien til dyb irritation over nabolandenes stadige interesse for fortiden. Vi mødte det i forbindelse med vort besøg i "forskningscenter" Peenemünde, hvor tyske videnskabsmænd gjorde nogle af de største naturvidenskabelige og tekniske fremskridt i 1900-tallet og lagde grunden til vore dages udforskning af rummet. Disse videnskabsmænd med dr. Wernher von Braun i spidsen overvandt i årene indtil 1945 uhyre vanskeligheder i raketforskningen, og uden den af dem indhøstede viden ville det ikke have været muligt at sende en mand til månen. Det siger tyskerne selv. De siger også meget andet. Bl.a. at udviklingen af V1, V2 og V4 raketbomberne, der er i antal på over 20.000 skulle knække ryggen på englænderne gennem terror, kostede en halv snes tusinde slavearbejdere livet. Men de fremhæver, at forsøgsstation Peenemünde var videnskabelig. Produktionnen af V-bomberne (V = Vergältigung = gengæld) foregik i en underjordisk fabrik i Harzen, så folkene i Peenemünde kom ud af Det 3. Rige med rene hænder. Og således præsenteres det store museum i dag: et teknisk museum. Vi var der som slutstenen på vort sommertogt og fik kvalme over alt det usagte. Vi har tidligere været udsat for dyb irritation over vor vedvarende interesse for fortiden, og vi har måttet minde vore venner og bekendte i Deutschland om både DDR's atomraketter rettet mod Danmark, om det tredje riges terror-regime og for den sags skyld også om krigen i 1864. Levende historie er, hvad man møder, hvis man som ANDANTE begiver sig på togt til Rügen, Stralsund og Peenestrom. Det var herligt. Naturen er smuk. Historien er nærværende. Både den oven for omtalte og den lidt ældre, da vi stredes med Hansestæderne om herredømmet over Østersøhandlen og om den rette tro. Biskop Absalon styrtede som bekendt Swantevit fra tronen og tvangskristnede venderne. Mærsk McKinney-Møller overtog i 1990'erne som - måske - bekendt Volkswerft i Stralsund og indlemmede den socialistiske arbejderstats stolthed i sit verdensomspændende kapitalistiske imperium. En af mine venner i Tyskland svarede med bl.a. følgende: Tak for jeres interessante rejseberetninger. Jeg håber, I har nydt turen på trods af jeres lidt irriterede beskrivelse, hvordan Tyskerne ifølge jeres opfattelse forarbejder eller - set med jeres øjne - fortrænger deres historie. Sagt i al venskabelighed - altså som ven, der også i fremtiden gerne vil læse jeres beretninger - så tror jeg, at I enten altid har mødt de forkerte tysker eller I har ikke lyttet rigtig. Det er min overbevisning, at der findes kun få nationer, der så grundig har gennemarbejdet alle de fejl, som er blevet begået i tysk navn. Og som har været konsekvente ved at bygge et nyt demokrati op på ruinerne af en forbryderisk stat. EU er bl.a. resultat af disse overvejelser: Tyskland skal være indlemmet i et forpligtende samarbejde med alle sine naboer, så det bliver umuligt, at der udgår krig fra tysk grund. Om Danskerne mon har forstået det? Jeg kunne fortsætte, men vil kun henvise til, at der ikke fandtes en V4. Der var kun V1 og V2. Muligvis har I samblændet det, fordi V2 opstod ud af udviklingsprojektet Aggregat 4. At det var rene terrorvåben, er der ingen tvivl om og deres opfindere blev efter krigen direkte bortført både af amerikanerne, russerne og englænderne. Den kolde krig lurede om hjørnet og sejrsherren ville hellere have en bid af videnskagen end juridisk retfærdighed. Selvfølgelig har der været atomraketter samt andre i DDR, der var rettet mod Danmark. Det var de også fra Polen og Litauen osv. Er der mere i det? Jeg tror ikke, der er nogle Tyskere, der kan være irriteret over spørgsmål om det. Det var russiske raketter med russiske besætninger, ligesådan som vesttyske fly stod med atombomber på flypladser i Eifel i et bur, der var bevogtet af amerikanske soldater. Sådan var det dengang. Deres mål har ikke kun været østeuropæiske metropoler men også vestlige for det tilfælde, at russerne skulle allerede være dér. Det med 1864 krigen i dette samhæng virker lidt pudsig. Men jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at Danmark havde underskrevet en international aftale, hvor den danske stat havde ret til at forvalte Slesvig og Holsten men måtte under ingen omstændigheder indlemme nogle af delene ind i det danske rige. Da Danmark alligevel gjorde det, var det en glædelig accepteret grund, at kæmpe mod Danmark. Rent teknisk set, var det efter den daværende politiske standard i orden. Sådan gjorde man dengang. Og hvorfor skal det altid være 1864? Har Danmark ikke vundet nogle år forinden mod Preusserne? Lad os glæde os over de nuværende tilstande, det har været og er ofte stadigvæk hård arbejde, at udvikle disse forhold. Og nu helt til sidst det med Stralsunder Volkswerft plus de andre værfter i Wismar og Rostock, der alt i alt beskæftige i DDR-tiden omkring 60-70.000 mennesker. Da Vesttyskland var nødt til at overtage det socialistiske konkursbo brød markedet for disse værfter fuldkommen sammen. Arbejdsløsheden eksploderede simpelthen og er stadigvæk skyhøj. Værfterne blev med milliardbeløb fra EU og Tyskland moderniseret under international bevågenhed og kritik. Anføreren af kritikerne var Mærsk McKinney-Møller. Han var ligeglad med de sociale og politiske problemer i kølvandet af systemskiftet og at værfternes overlevelse kunne byde ca. 10 % af den gamle arbejdsstyrke en arbejdsplads. Med andre ord: Lidt over 50.000 arbejdspladser i det i forvejen struktursvage Mecklenburg-Vorpommern blev vækrationaliseret. Mærsk kom først ind i billedet, da Vulcanværftet, der havde fusket med subventionerne gik fallidt og disse højmoderne værfter pludselig var til salg. Da var Mærsk den første, der sagde haps. Det er helt i orden, men det store moderniseringsarbejde var allerede gjort og Mærsk kunne nyde det, han før heftig havde kritiseret.