Preben Heide, journalist og forfatter Ankerplads ved Langeland nord for Rudkøbing Andante for anker ved Hjelm
Tursejlads, ankerpladser, hyggelige havne, vore elskede sejlbåde og drømmene om næste sæson

En buket porse i en sejsing ANDANTE HAR EN SNAPSERUTE

 VI SAMLER URTER, BLANDER EN KRYDDERSNAPS OG GEMMER DUFT OG SMAG AF DE GODE SOMMERMINDER

Frokostbord med klukflaske

Skovmærke (Gálium odorátum) Skovmærke, også kaldet bukkar, blomstrer med små hvide stjerner i maj-juni. Vi plukker den på årets første tur til skoven ved Nappedam i Kalø Vig. Dufter blidt af karamel og giver en irgrøn snaps på 24 timer. Vi har efter mange forsøg lagt os fast på den klare snaps fra Svendborg som nummer ét til krydderbrændevin. Strandmalurt (Artemisia maritima) Strandmalurt skyder frem af den salte jord på strandenge i det tidlige forår. Den er meget stærk i smagen og kun en enkelt lille kvist behøves for at give en hel flaske "bjæsk". Vi plukker den i Langør på Samsø.
Porse (Myrica gále) Porse er snapseurternes konge. Den vokser i hedemoser i Jylland. Vi plukker den som regel i juni og kalder den jomfru-porse fordi den er så frisk og grøn. Efter et døgn er snapsen grøn, senere bliver den brun. Duften er meget kraftig. Vi finder porse på Fur eller i Thy og Han Herred. Prikbladet perikum (Hypericum perforátum) Prikbladet perikum  finder man på grøftekanter, tørre skrænter og overdrev. De gule blomster lyser i juli og august. Man nipper kronbladene af og allerbedst kun støvdragerne, som giver en rubinrød snaps. Vi har plukket den bl.a. på Møn og ved Korshavn (Avernakø)
Revling (Émpetrum nigrum) Revling også kaldet sortbær gror på  heder, mellem klitter og i lyngmoser. De største og saftigste sortbær finder vi på den nordlige del af Endelave. Vi fylder en flaske med bær, fylder efter med snaps. Trækker 3-4 mdr. og giver en dybrød snaps. De små bær skal skylles og tørres før de bruges. Derved fjerner man en mikroskopisk tæge, æ swo'tbærmand, som ødelægger sødmen. Læs i øvrigt i Globs Brændevinsbog, en kulturhistorisk undskyldning for at elske en lille én. Slaaen (Prúnus spinósa) Slåen med de sorte bær og de stikkende torne skal have frost, før den udvikler sødme. Man kan snyde og putte bærrene i sin fryser, men vi foretrækker naturfrost. Slåen er meget almindelig som hegnsplante. Snapsen er fint rød med en vinagtig, let bitter smag. Må gerne trække fra oktober til december. En elsket julesnaps. Vores slåen plukkes ved vinterpladsen i vor hjemhavn, Egå Marina.
Læs mere om ANDANTEs snapserute i min tursejlerbog "Drømmesejlads og forlis"